Sådan … koger du luftige basmati ris

Ris kan være bøvlede at koge: Lidt ligesom æg, som jo burde være ligetil – men som ind imellem alligevel ikke bliver helt som forventet. Min madøre-veninde, Marianne, gav mig opskriften på, hvordan man koger luftige basmati ris – og risene bliver faktisk så meget bedre på denne måde, at vi har kogt ris sådan siden – også selvom det koster et viskestykke til vask hver gang :).

4 personer

Du skal bruge
4 dl basmati ris
6½ dl vand
1 tsk salt

Sådan gør du
Risene måles af og kommes i en gryde af passende størrelse. Vandet måles af og kommes ved: Opskriften lyder på 2 dele ris til 3 dele vand + en sjat vand til gryden. Tilsæt salt.

Læg nu et viskestykke (eller et andet bomuldsklæde) over gryden og sæt låg på. Saml viskestykkets hjørner ovenpå låget og hold dem evt. samlet med en elastik, hvis du vil.

Bring risene i kog på fuld skrald og skru ned til lav varme så snart risene koger. Kog sagte i 10 minutter, sluk dernæst for varmen og lad risene stå (stadig med klæde og låg på) i yderligere 10 minutter.

Færdig, bum.


Tips & Tricks
Klædet mellem gryde og låg absorberer dampen fra de kogende ris og forhindrer vanddampen i at falde ned i risene igen. I stedet sætter vanddampen sig i klædet, hvilket forhindrer risene i at blive klistrede.