Tian – grøntsagsfad fra Provence

Tian-9501.jpg

Egentlig er det bare et fad med grøntsager – men hvilket fad; papirtynde skiver af squash, løg og tomater lagt tæt med hvidløg og timian, overrislet med anseelige mængder olivenolie. Grøntsagerne er de samme som i ratatouille, men smagen er helt anderledes fordi grøntsagerne bages i olivenolien – det kommer der en intens oplevelse ud af. Tian spises blot med et godt brød til at dyppe i væden.

Osten er vigtig – det er her retten holder op med at være “bagte grøntsager” og bliver til en intens og smagfuld ret, som uden problemer kan stå uden kød på ethvert middagsbord.

4 personer

Du skal bruge
1 slank aubergine eller en tyk basse flækket i to, ca. 300 g (kan udelades)
3 mellemstore rødløg, ca. 300 g
2 små squash, ca. 400 g
500 g tomater, ikke for små
3 store eller 4 mindre fed hvidløg
10 kviste frisk timian
1½ dl olivenolie (eller halvt olie, halvt grøntsagsbouillon)
salt, peber
75 g vesterhavsost, gruyere eller gouda.Eller blot 25 g hårdost (parmesan, pecorino eller lign).

Sådan gør du
Aubergine, løg, squash og tomater skæres i 2 mm tynde skiver. Brug et mandolinjern eller en meget skarp kniv, så er det ikke svært. Læg skiverne på hver sin tallerken. Skær halvdelen af hvidløget i tynde skiver og hak den anden halvdel sammen med halvdelen af timianen.

Fordel et par spsk olie i bunden af et fad, ca. 20 x 25 cm (eller et rundt fad, 25 cm i diameter. Kom det hakkede hvidløg-timian i fadet og krydr godt med salt og peber. Nu er du klar til at komme grøntsagerne i;

Sæt nu grøntsags skiverne på højkant i fadet. Auberginer sættes ved siden af tomater, så de tørstige auberginer kan opsuge væden fra tomaterne, dernæst squash og løgringe. Grøntsagerne skal stå tæt i fadet. Det kan være nemmere at samle grøntsags skiverne i stabler på 5-6 cm inden du kommer dem i fadet. Når alle grøntsagerne er brugt, trykkes de en smule så de hælder lidt til den ene side – så kan du bedre styre hvilken side grøntsagerne falder til, år de bages og falder lidt sammen.

Stik skiverne af hvidløg ned mellem grøntsags skiverne. Læg de sidste timianstilke ovenpå, krydr generøst med salt og peber og fordel den resterende olivenolie over grøntsagerne. Hvis du også bruger bouillon, hælder du det over sammen med olivenolien.

Sæt fadet i en kold ovn, tænd på 200 grader (ikke varmluft) og bag tianen ialt i ca. 1½ time til grøntsagerne er smørmøre og er faldet lidt sammen. Hvis de bliver for mørke så dæk fadet til med lidt stanniol. Efter 5 kvarter tages tianen ud af ovnen, drysses med ost og sættes tilbage. Osten skal blive gylden, giv evt. tianen lidt grill til sidst.

Spis tianen varm eller lun med masser af brød til.


Tips & Tricks
Når du bager tianen (og andre retter i ovnen, i øvrigt) uden at dække til med et låg eller stanniol, har grøntsagerne mulighed for at slippe af med deres egen væde, og dermed kan den væde du har tilført retten, trænge ind i grøntsagerne. Det giver grøntsagerne en intens smag og gør oplevelsen af at spise bagte grøntsager helt anderledes vidunderlig.

Hvis du vil have en fyldigere tian så læg papirtynde kartoffelskiver i tianen også.

Rester af tian kan bruges til rigtig mange ting så lav endelig en stor portion: Blend en rest af tian helt glat og spæd op med en god grøntsagsbouillon, så har du en smagfuld suppe. Blend eller mos resterne groft med en gaffel og brug dem som supplement til en tomatsovs, i en ragú eller vend det med friskkogt pasta og kom lidt revet ost over ved servering. Du kan også bruge resterne kolde; smør dem på ristet surdejsbrød som tapas eller som frokost dagen efter.


 

Reklamer