Linsedeller med urtedressing og sød kartoffelfritter

PIC

Linsefrikadeller kan være en barsk omgang; underkogte linser, smattede deller eller blot med en umiskendelig smag af klidmoster-køkken. Men – de kan heldigvis også være noget andet. De skal krydres godt og må meget gerne få tilført en umami (ud over hvad linserne leverer) – her i form af stegte løg. Hjemme hos os er den kødelskende teenagers smagsløg et godt barometer for, om jeg holder mig indenfor, hvad han mener er god aftensmad. Disse linsedeller er godkendt!

4 personer + lidt til madpakken

Du skal bruge
LINSEDELLER
500 g grønne linser. Skift evt. 1/3 ud med røde linser eller puylinser for variation
2-3 løg, omkring 250 g
1 spsk olie, til løg
2 dl havregryn
2 håndfulde bredbladet persille
3-4 fed hvidløg
3-4 tsk stødt spidskommen
3-4 tsk sød chili
2 tsk stødt koriander
2 tsk salt
2 æg
Olie til stegning

SØD KARTOFFELFRITTER
1 kg søde kartofler
2 spsk olivenolie
salt, peber
evt lidt tørret oregano

URTEDRESSING
2½ dl yoghurt (gerne græsk- men brug hvad du har – creme fraiche er også ok)
1 håndfuld hakket persille
½-1 grøn chili
1 fed hvidløg
salt, peber

dan gør du
LINSEDELLER
Kog linserne i rigeligt, letsaltet vand – se kogetid på pakken. Mens linserne koger forberedes resten af farsen:

Hak løgene og steg dem i olien ved svag varme, til de er bløde og gyldne, det tager 10-15 minutter. Kør havregrynene til groft mel i en minihakker og kom i en skål. Hak persillen fint og kom i skålen. Riv hvidløget i skålen og kom det meste af de tørrede krydderier i også (hold lidt tilbage som du kan smage til med). Når løgene er stegt kommes de også i skålen.

Vandet hældes fra de kogte linser og de blendes kortvarigt med en stavblender – det skal være groftblendet og der må gerne være hele linser imellem. Linserne kommes i skålen og det hele røres godt sammen. Smag farsen til (den skal være godt krydret) og rør til sidst æggene i. Farsen er nok lidt mere lind end normal frikadellefars og det er som det skal være.

Varm en pande op (evt. den du stegte løg i) og kom godt med olie på. Form farsen til deller med en spiseske dyppet i vand og steg dellerne godt brune på begge sider.

SØD KARTOFFELFRITTER
Tænd ovnen på 220 grader. Vask de søde kartofler og skræl dem hvis de er meget grove (eller ikke-økologiske). Skær dem i stave på ca. 1×1 cm, vend dem i olie og krydr med salt, peber og oregano. Bred dem ud på en bageplade med bagepapir og bag dem ca. 30 minutter – vend dem undervejs.

URTEDRESSING
Fjern kerner og hvide hinder fra chilien og hak den meget fint. Hak også persille forholdsvis fint. Rør yoghurten lind og kom persille og det meste af chilien i. Riv lidt hvidløg i dresssingen og smag den til med salt og peber – og måske lidt ekstra chili, men husk at dressingen bliver stærkere når den står og trækker.

 

Reklamer