Kartofler i bouillon med parmesan

Inspireret af flødekartofler – uden fløde. Tynde skiver kartofler i god fond, smeltende møre og med et tyndt umami-lag af parmesan på toppen. Et godt alternativ til flødekartofler som vi spiser til fx frikadeller eller en lammesteg.

4 personer

Du skal bruge
1 kg kartofler (gerne med skræl hvis ikke den er for grov)
1 mellemstort løg
1 stort eller 2 mindre fed hvidløg
En lille sjat olie

8-10 dl god grøntsagsfond – jeg køre gerne langt for at lave grøntsagsbouillon på denne
5-6 stilke frisk timian eller 1 tsk tørret
50-75 g parmesan

Sådan gør du
Tænd ovnen på 200 grader. Skær kartoflerne i meget tynde skiver – brug gerne en mandolin hvis du har en sådan. Hak løget, ikke for groft. Smør et ovnfast fad (ca. 20 x 30 cm) med lidt olie i bunden. Læg kartoffelskiverne lagvis med løget – måske 3-4 lag. Start og slut med kartofler. Krydr med peber og en lille smule salt mellem hvert andet lag – ellers bliver retten hurtigt for salt.

Kog vandet og bland grøntsagsbouillonen i (eller kog en fond på de grøntsager fra grøntsagsskuffen som måske alligevel trænger til at møde deres endeligt). Riv hvidløget ned i fonden, hak timian og kom også denne i. Hæld fonden over fadet til det står ca halvvejs (eller lidt mere) op ad kartoflerne. Sæt fadet i ovnen uden låg på og bag kartoflerne i ca. 45 minutter.

Riv parmesanen og stil den til side.

Efter 45 minutter tages fadet ud af ovnen og parmesanosten drysses i et jævnt lag over kartoflerne. Sæt fadet i ovnen igen og bag 15-20 minutter mere, til kartoflerne er helt møre og parmesanen er sprød og gylden. Giv evt lidt grill til sidst, så osten får farve.

Serveres rygende varm som tilbehør til al slags kød.

Reklamer