All-round ovnbagte kartofler

PIC

Ligeså meget som jeg ikke bryder mig om kogte kartofler (med mindre de svømmer i brun sovs) – ligeså meget elsker jeg de ovnbagte af slagsen: Det sprøde gyldne ydre og det møre, næsten luftige indre. De går til det meste, tager omkring 5 minutter at forberede hvorefter ovnen klarer resten. Og så er kartofler altså noget sundere end de har fået kredit for de sidste mange år.

Skær dem som du vil: I både som ovnbagte pommes fritter, i skiver eller som her; i tern. Steg med de krydderurter du har i huset eller hvad du alligevel skal bruge i køkkenet den dag. Eller bland tørrede krydderier i olien.

4-5 personer

Du skal bruge
1 kg kartofler
2 spsk olie
2 spsk hakket frisk timian
1 tsk fint salt
1 tsk flagesalt

Sådan gør du
Tænd ovnen på 200 grader, gerne varmluft. Vask kartoflerne og skær dem i tern på ca. 2 x 2 cm. Vend kartoffelternene med olie, timian og fint salt. Bred dem ud på en bageplade med pagepapir og bag dem i ovnen i 30-40 minutter, til de er helt møre, brune og lækre. Vend dem et par gange undervejs.

Lige inden servering vendes kartoffelternene med flagesalt for ekstra salt og lidt crunch.


Tips & Tricks
Vi laver mange smagvarianter af disse kartofler – også uden de friske krydderurter. Prøv fx med sød chilipulver, med løgpulver og paprika, med spidskommen og friskkværnet peber eller bare klassisk Herbes de Provence.