Skipperlabskovs

Skipperlabskovs5-9555.jpg

En af de gamle travere; nem at lave, billige råvarer og så smager det ret godt, det dér labskovs. I labskovs er det kartoflen der er hovedperson og her spiller både kartoffelsort og årstid ind: Brug kartofler der kan koge ud (dem til mos), nye kartofler kan man ikke lave labskovs af.

Vi spiser labskovs med rødbeder i tern, hakket persille, ristet rugbrød og måske en klat smør på toppen. Og så en kold hvede øl til…

4 gode portioner

Du skal bruge
6-700 g kalvekød, bov, tykkam eller inderlår
salt, peber
2 spsk olie
3 mellemstore løg
1 liter kalve, okse- eller god grøntsagsfond
3-4 laurbærblade
10-12 hele peberkorn

Sådan gør du
Skær kødet i 2 x 2 cm tern. Hak løgene, ikke for fint. Brun kødet i en rummelig gryde med en spsk olie, krydr med salt og peber undervejs. Kom det på en tallerken. Kom løgene i gryden sammen med en spsk olie mere og steg dem til de er klare og bløde, det tager et par minutter. Kom kødet tilbage i gryden og hæld fond på. Kog op og skum med en ske en gang eller to. Kom laurbærblade og hele peberkorn i og lad kødet simre en times tid, dog kun ½ time hvis du bruger inderlår.

Mens kødet simrer, skræller du kartoflerne og skærer dem i store tern, måske 2-3 cm. Lad kartoffelternene stå i vand indtil de skal bruges.

Når kødet har kogt ½-1 time hældes vandet fra kartoflerne og de kommes i gryden. Vend det hele godt sammen og spæd evt. til med vand, så det akkurat dækker grydens indhold. Lad nu retten simre færdig til kartoflerne er delvis kogt ud, og har dannet en grødagtig konsistens. Der skal stadig være kartoffelklumper i labskovsen. Det kan tage alt fra 45 minutter til 2 timer. Kog gerne uden låg så væden kan fordampe.

Hvis kartoflerne ikke koger ud, kan du hjælpe dem lidt på vej, ved at mose nogle af dem op ad grydens sider. Er der for meget væske i gryden så tag lidt fra med en kop eller en øse, men gem det hvis du skulle få brug for det senere. Er der for lidt vand, så giv det en sjat mere.

Servér labskovsen rygende varm med tern af syltede rødbeder, hakket persille og ristet rugbrød.