Ris alamande

Ria alamande_2

Klassisk ris alamande – med et lille bitte delikat twist: Jeg skifter ca. 1/3 af mandlerne ud med disse langtidsristede mandler, der tilfører ris alamanden en diskret dyb nøddesmag – og lidt ekstra crunch når man spiser den. Og så bruger jeg vanilje ekstrakt i stedet for den klassiske vaniljestang …

… Men men – ris alamanden kan sagtens laves med mandler der blot er smuttet – og en vaniljestang. Brug en enkelt blød, fed og lækker stang til denne portion.

10-12 personer

Du skal bruge
GRØD
2 dl vand
200 g grødris
1,5 l sødmælk
1 tsk fint salt

DESUDEN
250 g mandler – skift gerne 1/3 ud med disse langtidsristede af slagsen
3 spsk sukker
3 spsk vanilje ekstrakt
6½ dl piskefløde

TILBEHØR
Kirsebærsovs
Evt. lidt amarena kirsebær

Sådan gør du
Kom vand i en tykbundet gryde og kom risengrynene ved når det koger.  Kog risene i et par minutter ved konstandt omrøring – det nemmeste er at bruge en flad træspatel så du får flyttet effektivt rundt på risene. Tilsæt mælk  og kog op. Lad grøden simre blidt med låget halvt på til grøden er lind og lækker og riskornene er bløde – det tager 45-60 minutter. Rør grundigt med træspatelen – især i starten af kogningen.

Tag grøden af varmen og rør salt i. Stil grøden på køl til den er helt kold – det er nemmest at lave den dagen før.

Smut mandlerne. Tak et par stykker fra, så du har en fin og hel mandel du kan komme i  ris alamanden lige før servering. Hak resten (evt. sammen med de langtidsristede mandler) groft.

Rød den helt afkølede grød med vanilje ekstrakt (eller kornene fra vaniljestangen maset ud i lidt sukker), sukker og de hakkede mandler. Pisk fløden til let skum (skal kunne løbe fra en ske) og vend flødeskummet i risene.

Stil ris alamanden koldt i nogle timer eller til dagen efter. Servér med kirsebærsovs og amarema kirsebær hvis man er til det.


Tips & Tricks
De langtidsristede mandler kan laves dage eller uger i forvejen. De er gode til mange andre ting end bare ris alamande: Hakkede i konfekt, ristet med lidt fint salt som snack – eller som jeg oftest bruger dem: Ovenpå salater. – og dem kan vi jo godt bruge nogen af i juledagene…