Pocherede pærer med varme krydderier

Pocherede pærer_lys_2-1.jpg

Lidt gammeldags, måske? Pocherede pærer altså. Men for filen hvor de er hyggelige, sådan en søndag eftermiddag i sofaen, med en kugle is og en god kop kaffe til. Pærerne har simret i en sirup med alverdens varme krydderier, som kan udskiftes alt efter temperament og hvad der nu er i køkkenskuffen. Men altså – lige denne blanding af kardemomme, ingefær, kanel, stjerneanis, kaffebønner og sort peber (for en snert af hede) er ret uimodståelig.

4 personer

Du skal bruge
3 dl sukker
5 dl vand
3 spsk hele kaffebønner
20 hele kardemomme kapsler
10 hele sorte peberkorn
1 hel stjerneanis eller tilsvarende småstykker
10 cm kanelstang
1 tsk stødt ingefær
4 pærer, gerne conference-

Sådan gør du
Kom sukker og vand i en mindre gryde eller kasserolle og bring det i kog. Knus kaffebønner og kardemomme kapsler en smule med fx en kagerulle. Kom disse samt resten af krydderierne i kasserollen.

Skræl pærerne, halvér dem og fjern kernehuset, evt. med et parisiennejern (til at lave små kugler med). Lad gerne stilken sidde på pærerne, det ser pænt ud. Kom pærerne i sukkerlagen med krydderierne og lad dem simre i 15-20 minutter, til de er møre (mærk med en lille kniv om den går let igennem en pære).

Læg pærerne i et sylteglas, si lagen gennem en sigte og hæld den over pærerne, sørg for at de er dækket. Jeg plejer at holde pærerne under lagen med en lille skål som jeg lægger på toppen af pærerne, nede i lagen (lidt som sien i et sildeglas).

Hvis der er sukkerlage i overskud, så kom lagen i en lille kasserolle og kog den kortvarigt, til den danner store bobler og er tyknet en smule. Hæld denne sirup på et glas med låg og servér den hældt over pærerne.

SERVERING
Læg 2 halve pærer i en dyb tallerken. Kom en kugle is ved og hæld en spsk sirup over. Servér med det samme.


Tips & Tricks
Hvis pærerne skal holde mere end en uges tid, så skold glas og alle de remedier du bruger til at lægge pærerne i glasset, inkl. den lille skål der holder pærerne under lagen.

Når pærerne er spist, så smid endelig ikke lagen ud: Kog den ind til sirup, som beskrevet i opskriften – den kan holde længe på køl. Brug den i te, på is, på pandekager eller lign.