Cremet is uden ismaskine

BILLEDE

Nettet svømmer over med opskrifter på lækker is, som kan laves uden ismaskine. Og det er faktisk en mindre revolution, at kunne frembringe en blød og cremet is, uden at behøve at eje et monstrum, som besmægter sig det meste af et køkkenskab og som kun dukker frem af hulen, når Danmark faktisk byder på sommervejr. Vaniljeisen er i sig selv dejlig til frugt, chokoladesovs eller alt det andet, man bruger sammen med vaniljeis, mens chokoladeis lavet på denne opskrift, giver noget af det bedste chokoladeis jeg har smagt.

6-8 personer

Du skal bruge
BASIS ISCREME / VANILJEIS
½ liter piskefløde
1 dåse kondenseret mælk (400 ml)
2 spsk vaniljeekstrakt

CHOKOLADEIS
Ovenstående iscreme og desuden:
100 g chokolade, ca. 70%

HINDBÆRSWIRL
Ovenstående iscreme og desuden:
200 g frosne hindbær
3-4 spsk sukker
1 tsk citronsaft

Sådan gør du
BASIS ISCREME / VANILJEIS
Fløde, kondenseret mælk og vanilje ekstrakt blandes i en rummelig skål, og piskes til det danner bløde toppe. Kommes i en beholder og fryses 6-8 timer eller til dagen efter.

CHOKOLADEIS
Lav basis iscreme (ikke på frys). Smelt chokoladen og vend hurtigt 1/3 af iscremen i den smeltede chokolade. Vend denne chokoladeblanding tilbage i resten af iscremen. Kommes i en beholder og fryses 6-8 timer eller til dagen efter.

HINDBÆRSWIRL
Lav basis iscreme og kom den i en beholder og på frys. Mens isen fryser, laves hindbærsylt:

De frosne hindbær, sukker og citronsaft kommes i en lille gryde, koges op og simrer 4-5 minutter, til hindbærrene er bløde. Køles lidt ned og smages til: Hindbærsylten skal være lidt for sød, da den er mindre sød, når den er frossen. Køles helt ned, evt en kort tur i fryseren.

Når isen er let frossen men stadig til at røre i (måske en god times tid) kommes hindbærsylten i: Læg hindbær som klatter ovenpå isen og drej hindbærsylten ned i isen i små hvirvler med en dejskraber eller en ske. Isen skal stadig være hvid nogle steder, men med små, intense hindbærhvirvler i. Sættes tilbage i fryser og fryser færdig, 5-6 timer eller til dagen efter.


Tips & Tricks
En halvfærdig is giver en fuldfed oplevelse som vaniljecreme: Lav blandingen til isen, men sæt den på køl i stedet for i fryseren – så har du en guddommelig creme til frugt og bær.

Eller lav en super hurtig chokolademousse: Lav blandingen til chokoladeisen, men sæt den på køl i stedet for i fryseren – så har du en blød og cremet chokolademousse …


 

Reklamer