Chokoladebombe med mocca-creme

Chokobombe.jpg

Ind imellem trænger man bare. Det kan ikke være anderledes, og så skal man også rykke på det. Denne intense kage med silkeblød creme af kaffe og chokolade indfrier de fleste længsler i retning af uforskammet forkælelse. Den gennemgående kaffesmag giver både kage og creme et hint af bitterhed der klæder kagen rigtig godt, og tager toppen af det søde.

12-16 gode stykker

Du skal bruge
KAGEDEJ
250 g hvedemel
250 g sukker
50 g god kakao
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
½ tsk fint salt
½ dl varm kaffe
2 spsk instant kaffe
2½ dl kærnemælk
2 dl neutral olie, fx solsikkeolie
2 æg, str. M/L
1 spsk vanilje ekstrakt eller korn fra ½ vaniljestang

KAFFESIRUP
2 dl sukker
2 dl kaffe
2 spsk instant kaffe

MOCCA-CREME
200 g mørk chokolade, ca. 70%
2 spsk varm kaffe
2 spsk instant kaffe
250 g smør, blødt
250 g flormelis

Sådan gør du
KAGE
Tænd ovnen på 180 grader, ikke varmluft. Læg bagepapir i en 22 cm springform og pensl bund og sider med olie. Stil til side.

Bland hvedemel, sukker, kakao, bagepulver, natron og salt i en rummelig skål med et piskeris, til det er klumpfri. Er det svært at piske klumperne ud af mel blandingen så sigt det gennem en si.

Bland den varme kaffe med instant kaffe i en anden skål. Kom kærnemælk, olie, æg og vanilje ekstrakt i skålen og pisk det hele løst sammen. Hæld det i mel blandingen og pisk dejen igennem til den er glat – ikke mere. Hæld dejen i springformen og drej formen rundt mens du holder den på skrå, så dejen løber lidt op ad kanterne – det hjælper kagen til at hæve mere ensartet når den bager. Bag kagen midt i ovnen i ca. 30-40 minutter til den er gennembagt (test med en lille kniv). Tag kagen ud, stil den på en rist og lad den køle af i springformen.

Mens kagen bager og køler af, laver du kaffesirup og mocca-creme:

KAFFESIRUP
Kom sukker, kaffe og instant kaffe i en lille kasserolle og kog det op. Lad det koge i 7-8 minutter eller til 107 grader. Tag kasserollen af varmen og køl siruppen af. Siruppen skal være tyknet men skal stadig kunne hældes i en stråle. Er den ikke tyk nok, kan du koge den 1-2 minutter mere, er den for tyk kan du fortynde den med et par dråber vand.

MOCCA-CREME
Bræk chokoladen i stykker, kom den i en skål og smelt den over vandbad eller i mikroovn, til den er netop smeltet. Stil til side. Rør kaffe og instant kaffe sammen i en lille skål.

Kom smør i en større skål og pisk det blødt. Det en nemmest i en røremaskine men en el-pisker eller et piskeris og gode armbøffer kan også gøre det. Kom flormelis i ad et par omgange og pisk godt imellem. Skrab smørcreme ned af siderne i skålen så du får pisket alt sammen til en ensartet luftig creme. Kom den afkølede kaffeblanding i og pisk igen. Hæld nu den  smeltede, afkølede chokolade i mens du pisker og pisk cremen glat og skinnende.

NB. Det er vigtigt at både kaffen og den smeltede chokolade er kold nok, når du kommer den i smørblandingen – ellers smelter smørret: Stik en finger i kaffen / chokoladen og mærk at det ikke føles varmt, inden du blander – på den måde er du sikker på at det har den rette temperatur.

SAMMENLÆGNING
Når kagen er kølet helt af, flækkes den i 3-4 bunde – jo flere jo bedre men de skal også kunne hænge sammen. Hæld ca. halvdelen af kaffesiruppen i en skål og rør den op med et par dråber koldt vand, så den kan pensles på bundene. Resten gemmes til pynt.

Læg nu den nederste kagebund på et fad. Pensl med kaffesirup og smør dernæst et tyndt lag mocca-creme på bunden, ca 1 cm. Du skal bruge ca. halvdelen af mocca-cremen til at lægge mellem bundene og den anden halvdel til at dække kagen med, når den er lagt sammen. Læg endnu en bund ovenpå, pensl med sirup og smør endnu et lag mocca-creme på. Fortsæt til bundene er brugt og du har ca. halvdelen af mocca-cremen tilbage. Den sidste bund (som er det øverste af kagen) skæres nogenlunde flad, så kagen ikke har top. Det en ofte nemmest når den er lagt på kagen. Toppen spises for at sikre at alt smager som det skal ;).

Smør et tyndt lag mocca-creme på kagens sider – det gør ikke noget at man kan se chokoladebundene igennem cremen. Fordel resten af mocca-cremen på toppen af kagen og smør det ud i et jævnt lag, måske 1-2 cm tykt. Kom den sidste halvdel af kaffesiruppen i en lille frysepose, bind knude på posen og klip et lille hul i et hjørne af posen. Tegn et mønster på kagens top, her har jeg bare tegnet striber.

Hvis du smører kagen op på selve serveringsfadet (det plejer jeg at gøre) tørrer du stille og roligt kanten af fadet ren med et nogle stykker fugtig køkkenrulle. Alternativt flytter du forsigtigt kagen til serveringsfadet når den er færdig.

Servér kagen … med en kop kaffe.


Tips & Tricks
Kagen kan fint holde sig i nogle dage og skal bare stilles køligt men egentlig ikke på køl. Hvis den står for koldt stivner smørcremen og den skal først “komme til sig selv” igen og blive blød og lækker, inden kagen kan spises.