Senneps / honning-dressing

Helt klassisk dressing til salater, råkost, fintstrimlet spidskål mv. Kan holde sig en uges tid i køleskabet så lav gerne en større portion. Hvis du så samtidig skærer spidskål, julienne-strimler af gulerødder og rister en portion af disse langtidsristede mandler – så er der nem salat til nogle dage.

1 lille dl

Du skal bruge
2 spsk dijonsennep
1 spsk honning
3 spsk god olivenolie
flagesalt – smag til
1-2 spsk kogende vand

Sådan gør du
Pisk sennep og honning sammen. Pisk olivenolien i lidt efter lidt. Smag til med salt. Fortynd evt. dressingen lidt med kogende vand.

Stilles på køl i et glas med tætsluttende låg.