Muhammara – libanesisk krydret peberfrugt-sovs

muhammara_NY-1.jpg

Hjemme hos os hedder muhammara “må-ha-mere” – så ved alle hvad man taler om. Det er en af de opskrifter hvor man bare ikke kan fornemme, hvor fantastisk retten er, blot ved at læse opskriften – måske fordi den grillede smag fra peberfrugten er så essentiel i smagsoplevelsen, jeg ved det ikke. Heldigvis er “må-ha-mere” ikke særlig omstændig at lave, og det holder sig gerne 5-7 dage på køl. Vi spiser det ligesom hummus: Til brød, chips, grøntsagstænger og som spread i sandwich. Det er også rigtig godt til al stegt kød og til grillede grøntsager.

Ca. 3 dl

Du skal bruge
6 røde peberfrugter – gerne de søde, spidse af slagsen
2 røde chili
lidt olivenolie
75 g valnødder
2 små fed hvidløg
3/4 spsk spidskommen
1 tsk salt
1-2 spsk granatæblesirup
1½ spsk citronsaft
Evt. en smule honning

Sådan gør du
Hele peberfrugter og chilier lægges i et ovnfast fad og drisles med lidt olivenolie. Bages ved 200 grader i ovnen i 30-40 minutter, til de er helt bløde og er faldet lidt sammen. De kommes i en skål der filmes og køles af til de er håndvarme. Imens hakkes valnødder i en minihakker til nøddemel. Hvidløg, spidskommen og salt hakkes med til alt er helt fintmalet.

Pil skindet af det letafkølede peberfrugter og chilier, del dem på langs og tag kernerne ud. Kom det bløde frugtkød ned til de hakkede nødder og blend massen sammen til en grov puré. Smag evt. til med lidt honning hvis puréen mangler sødme, citronsaft hvis den mangler syre og salt til det passer. Sæt på køl i et par timer eller til dagen efter. Smag til inden servering.


Tips & Tricks
Hvis man nu ikke har en minihakker, så kan de fleste blendere klare sagen. Hvis ikke, skal du i gang med morteren :).