Salat med nektariner, feta og ristede mandler

nektarinsalat_1040

Denne salat er en snyd med snyd på: Færdig ‘designersalat’ man blot hælder ud af en pose, skyllet og plukket i mundrette stykker – og færdigkøbt dressing, lige til at hælde ud af flasken. Sådan er det jo ind imellem; det skal gå stærkt (eller der er bare ikke ork til andet) – men det skal også smage godt. Slangen i paradiset er de langtidsristede mandler som er 3-4 timer undervejs. De er vidunderlige at have i et glas på hylden (eller i fryseren hvis de skal holde mere end et par uger): Drys dem i salater, på is, spis dem som snack eller hak dem groft og kom dem i indiske og marokkanske simreretter… Skulle du ikke have en portion på lager, så rist lidt mandler på en tør pande til de har taget en smule farve, drys med en smule salt, hæld dem til afkøling på en tallerken og brug dem i salaten – det smager nemlig også godt (og så få langtidsristet nogle til næste gang).

3-4 personer

Du skal bruge
SALAT
1 pose blandet salat, gerne med lidt bittersalat i. Mærket “Dole” fra Føtex er godt, fx ‘French mix’
2 fuldmodne nektariner
50 g fetaost
40-50 g langtidsristede mandler

DRESSING
En god balsamisk dressing – jeg køber denne som fås i velassorterede supermarkeder eller hos vin- eller ostehandlere

Sådan gør du
Hæld salaten i et fad. Skær rundt om stenen på nektarinerne således at hver nektarin deles i 2 halvdele, vrid dem fra hinanden og skær hver halvdel i tynde både (6-8 både pr. halvdel). Man kan kun vride nektariner fra hinanden på denne måde, hvis de er virkelig modne. Alternativt skæres ind til stenen i tynde både, så godt som det nu lader sig gøre. Fordel nektarinstykkerne på salaten.

Skær fetaosten i tynde skiver og læg dem ovenpå. Drys de hele mandler over salaten og servér med dressingen ved siden af.


Tips & Tricks
Det siger næsten sig selv at ferskner også er gode i denne salat. Blommer fungerer også godt.


 

Reklamer