Wok med svin, sukkerærter og risvin

wok m svin ærter risvin

Ligesom mange andre wokretter, er denne hurtig at lave. Sæt risene over som noget af det første, dæk bordet og ordn grøntsagerne. Når du slukker for risene, kan du tænde for wokken – så passer tiden.

4-5 personer

Du skal bruge
1 stor håndfuld peanuts
250 g sukkerærter
1 grøn peberfrugt
4-5 forårsløg
2 fed hvidløg
1 + 1 spsk olie
500 g skinkestrimler
1½ tsk stødt ingefær
salt, peber
½ l grøntsags- eller kalveboullion
1 spsk lys soya
1 spsk risvin
1 spsk maizena

Sådan gør du
Skyl sukkerærterne og skær den yderste ende af dem. Skær dem i ca 2 cm lange stykker. Rens peberfrugten og skær den i tern på ca. 1×1 cm.  Skær forårsløgene i stykker på 3-4 cm. Hak hvidløgene mellemfint.

Sæt wokken over og rist peanuts til de har taget lidt farve og dufter. Hæld dem på en tallerken til afkøling. Varm den ene spsk olie op i wokken og steg skinkestrimlerne ved høj varme til de er netop gennemstegte og har fået en smule farve. Krydr undervejs med stødt ingefær, salt og peber. Kom kødet i en skål og varm så resten af olien i wokken. Steg nu grøntsagerne – også ved høj varme: Først peberfrugt og ærter et minuts tid, derefter kommes forårsløg og hvidløg ved og grøntsagerne steger yderligere et minuts tid. Kødet kommes ved og boullionen hældes på. Rør en jævning af soya, risvin og maizena og jævn retten. Smag til med stødt ingefær og soya, drys peanuts over – og servér med ris til.

Reklamer