Spizy rød ramen

Spizy_rød_ramen_1040

Ramen er det nye sort, og små ramenbarer skyder op overalt i byrummet. Ramen er japansk nudelsuppe, og ikke overraskende tager det laaang tid at tilberede rigtig ramen: Suppen skal koge i dagevis, kødet også. Æggene skal marineres og nudlerne håndlaves. Det nærmeste jeg er kommet det autentiske ramenkøkken er Ramen To Biiru, der ligger på Nørrebro. Her står der faktisk japanere i køkkenet, men om det er rigtig ramen – det ved jeg ikke. Det smager rigtig, rigtig godt og Mikkelers øl til, er en god kombi. Men – mindre kan også gøre det, og her kommer mit bud på en spizy, rød ramen med både dyb smag og tyngde. Den tager også lidt tid, så det fungerer bedst i weekenden, hvor der er ork til at lade komponenterne i suppen finde hinanden i fred og ro. Men så bliver man også belønnet med en skålfuld nudelsuppe af ret høj kvalitet. Basen til suppen er firedoblet (16 personer) – her fryser du 3/4 ned, så der er til 3 x ramen mere. Basen kan fryses i mange måneder, og så er der også adgang til spizy rød ramen på trætte torsdage….

4 personer

Du skal bruge
BASE (FIREDOBBELT PORTION)
4 store løg
3 spsk jordnøddeolie eller anden, neutral olie
4 rød chili
12 store fed hvidløg
Ca 100 g frisk ingefær, revet fint (4-5 spsk)
5 spsk tomatpuré

DESUDEN
1 liter god boullion, evt. halv grøntsags- halv okse.
1 spsk lys soya
1 lille spsk fiskesovs
1 tsk sukker
Evt. lidt sriracha chilisovs for ekstra styrke

FYLD TIL SUPPE
150 g nudler, ramen-, ægge- eller hvad du foretrækker
4 store eller 8 mindre skriver flæsk
2 forårsløg
4-6 æg (2 eller 3 halve til hver)

Sådan gør du
BASE
Sæt en gryde over på lavt blus og kom olien i. Skær løget i tynde ringe og steg dem bløde i olien – det tager måske en halv times tid. De skal være helt bløde og let karamelliserede, uden at være blevet brunet. Kom derefter chili, hvidløg og ingefær i og steg videre et kvarters tid. Kom tomatpuré i og steg igennem yderligere 5 minutter. Tag gryden af varmen, kom basen i en blender og bland til en blød og cremet masse. Jeg bruger min gamle kaffekværn, som jeg også bruger til at knuse krydderier i (og derfor IKKE bruger til kaffe mere …). Tag 3/4 fra som fryses ned i 3 portioner. Kom den sidste 1/4 tilbage i gryden, kom bouillonen ved og varm suppen op under jævnlig omrøring. Kom soya, fiskesovs og sukker i suppen og smag til. Sriracha sovsen kan kommes i suppen for ekstra styrke – jeg plejer at stille den på bordet, så folk selv kan justere smagen.

FYLDET
Kog nudlerne som anvist på pakken. Steg flæsket sprødt på panden og lad det dryppe af på lidt køkkenrulle. Skær forårsløgene i tynde skiver. Kog æggene 4-5 minutter, så blommen stadig er smilende. Del dem i halve og anret dem på et fad sammen med nudler, flæsk og forårsløg.

SERVERING
Suppen samles ved bordet i den enkelte skål: Først nudler, så suppe på, flæsk på toppen, et par halve æg ved siden af flæsket og til sidst et drys forårsløg. Spises rygende varm.


Tips & Tricks
Suppen kan serveres med mange slags fyld: Oksesteg i helt tynde skiver, stegt med tørret ingefærpulver og sød chili. Eller tættere på den ægte vare; nakkekam (uden svær) kogt i mange, mange timer i bouillonen og skåret i tynde skiver. Æggene er traditionelt marineret men jeg foretrækker dem al fresco.


 

Reklamer