Marokkansk lam med kartofler, abrikoser og ristede mandler

Denne ret ligger ret tæt op ad den traditionelle lammetagine, som man laver i det meste af mellemøsten og det nordlige afrika. Lammetagine er måske Marokkos nationalret nummer et – og den smager fantastisk. Her er den lavet med kartofler og fennikel – det passer godt til taginen og de søde elementer i retten.

6-7 personer

Du skal bruge
1kg lammebov i ca. 4×4 cm tern
3 spsk ras el ranout
2-3 spsk olivenolie
3 store løg
6 fed hvidløg
1 saltsyltet citron (eller finthakket skal af en frisk citron)
300 g kartofler
8-9 dl hønse- eller kalvebouillon
1 spsk honning
1 fennikel
100 g abrikoser, halverede
75 g langtidsristede mandler (eller blot smuttede mandler)

Desuden:
hakket bredbladet persille

Serveres traditionelt med cous-cous, men bulgur eller et groft brød er også godt.

Sådan gør du
DAGEN FØR ELLER OM MORGENEN
Ras el ranout og lammekødet kommes i en skål. Krydderierne masseres godt ind i kødet som kommes i en plastikpose, og lægges på køl til dagen efter (eller blot nogle timer).

5 TIMER FØR SERVERING
Hak løgene og hak hvidløg fint. Skær den saltsyltede citron i kvarte, skær lidt af citronkødet væk, og skær skallen i tynde strimler, der derefter hakkes fint.

En god stegepande eller stegegryde varmes op for fuld skrald. Lidt af olien kommes i, og kødet brunes godt af ad et par omgange. Efterhånden som kødet er brunet, kommes det i en stegeso, en tagine eller i et ildfast fad med låg. Skru ned til moderat varme og steg løgene til de er klare og gyldne. Kom hvidløg og saltsyltet citron ved, og steg videre et par minutter. Kom bouillon på og lad det koge op. Smag til med lidt honning og evt. salt (især hvis du bruger almindelig citronskal, der jo ikke er saltet), måske lidt ekstra ras el ranout eller yderligere sød chili for ekstra styrke.

Skræl kartoflerne og skær dem i chuncky stykker på 5-6 cm. Kom dem i stegesoen, hæld sovsen over og bland det hele godt sammen. Skær toppen af fenniklen og skær det aller yderste af bunden af, og del fenniklen i 8 dele som stadig hænger sammen i bunden. Fordel fennikelstykkerne i stegesoen og pres dem ned blandt kød og kartofler. Kom låg på og stil stegesoen i ovnen 3-4 timer på 120 grader. Smag på retten efter et par timer og justér eventuelt smagen. Der tilsættes abrikoser senere, så retten skal ikke smages til med yderligere honning.

Når alt er smeltende mørt, kommes de halve abrikoser og mandlerne i stegesoen, og det hele vendes rundt. Giv retten yderligere 15-20 minutter i ovnen (lav cous-cous og dæk bord imens).

Drys med hakket bredbladet persille lige inden servering.

Reklamer