Nem og lækker andesalat med appelsiner og ristede mandler

PIC PÅ VEJ

Salaten her blev opfundet til novemberens SOS (Spis Og Skrid) – mad med Claus og Annika: Det skulle være nem mad og måtte samtidig godt smage lidt hen af jul – og så skulle det være forholdsvis sundt. Ikke super nemme kriterier – men det lykkedes at forene ovenstående i denne lækre salat.

Confiterede andelår kan man lave selv: Det smager dejligt, er lidt bøvlet, og skal laves nogle dage i forvejen. Eller man kan gøre som vi oftest gør: Købe 4-5 lår på dåse, fiske dem op og smække dem i ovnen. Det er også umiskendelig dejligt, og så tager det et kvarters tid at lave.

5-6 personer

Du skal bruge
4 confiterede andelår – hjemmelavede eller fra dåse
2 poser blandet salat med lidt bittersalat i – denne fra Dole er bedst
3 søde appelsiner
½-1 granatæble
en håndfuld langtidsristede mandler (eller mandler ristet kortvarigt på panden)

DRESSING
Den overskydende saft fra appelsinerne, måske 1 dl
Ca. ½ dl god olivenolie
½-1 spsk sherryeddike eller anden god eddike
salt, peber

Sådan gør du
Tænd ovnen på grill. Fisk de confiterede andelår op af dåsen eller den beholder du selv har lagt dem i, og læg dem på ovnristen med skindet opad. Sæt risten i ovnen med en bradepande under, så andefedtet kan dryppe af. Steg lårene et par minutter til det meste fedt er smeltet, tag bradepanden ud og hæld fedtet fra. Sæt bradepanden ind igen og grill lårene, til skindet er sprødt og lårene godt varme. Tag dem ud og stil dem til side – du behøver ikke at dække dem til.

Skær top og bund af appelsinerne og skær skrællen af. Skær appelsin fileterne ud af hver appelsin ved at skære appelsinkødet fri mellem lamellerne – du kan se en detaljeret forklaring her. Kom appelsinsaften fra skærebrædtet i en skål og pres saften fra de ‘tomme’ appelsiner ned i skålen også. Kassér derefter appelsinerne. Pisk en god olivenolie i, i en tynd stråle, så olien optages i saften bedst muligt. Smag dressingen til med salt og peber og en smule sherryeddike for at give lidt syre.

Skær granatæblet over på ‘maven’ og bank de farvestrålende kerner ud af frugten med en træske. Det gøres nemmest ved at holde nederst på det halve granatæble hen over en skål, og så banke gentagne gange ovenpå skallen med skeen. Fisk de hvide – bitre – hinder op af kernerne og kassér dem.

Fordel salaten på to store fade. Fordel appelsin fileterne ovenpå. Pluk kødet af de let afkølede andelår og kassér ben og blødt skind, så kun det lækre rene kød (evt. med sprødt skind på) anvendes.

Fordel kødet på salaten, drys rundhåndet med både granatæblekerner og langtidsristede mandler, og servér med dressingen til.

Hvis I er sultne som giv flutes til – men der er en del mad i salaten alene.

Reklamer