Gullashsuppe

En god suppe til kolde tider, lavet med okse- eller kalvekød der skal have lidt kærlighed i gryden, inden det er mørt og lækkert.  Her taler vi om bov, klump, inderlår eller andet skært kød. Portionen er stor for suppen holder sig nogle dage, så lav rigeligt – det vil du synes om midt på ugen når du kommer hjem fra arbejde.

8 personer

Du skal bruge
150 g af et stykke god bacon (Højer eller Aalbæk)
Ca. ½ dl olie
Salt, peber
7-800 g okse- eller kalvebov eller andet skært kød i 2×2 cm tern
3 mellemstore løg
3-4 fed hvidløg
1-2 almindelige lange chili, gerne grønne
3 spsk tomatpuré
3 spsk almindelig sød paprika
1 tsk stærk paprika
1 spsk stødt spidskommen
1 dåse flåede tomater
2 liter bouillon, okse- grøntsags- eller en blanding
6-700 g kartofler
2-3 mellemstore gulerødder
2 røde peberfrugter

Sådan gør du
Skær bacon i skiver og derefter i tern, ca. 1 x 1 cm.  Kom lidt olie i en rummelig stegegryde og svits baconen til den er gylden men ikke sprød. Hak løgene nogenlunde fint. Kom Løgene ned til baconen og steg i nogle minutter, til de er bløde og klare. Hak hvidløg og chili og kom det i gryden også. Steg videre et par minutter. Vip hele herligheden over i en skål.

Kom resten af olien i gryden og steg kødet ved hård varme, til det er brunet, krydr med salt og peber undervejs. Kom tomatpuré i og steg videre et minut eller to.  Kom løg-bacon blandingen op i gryden igen, drys de to typer paprika og spidskommen i og vend det hele godt sammen. Kom de flåede tomater ved og kom ligeledes bouillon på. Læg låg på og lad suppen simre en times tid.

Mens suppen simrer ordnes grøntsagerne:
Kartoflerne skrælles og skæres i tern, måske 2 x 2 cm. Gulerødderne skrælles, halveres og skæres i 3-4 mm skiver. Peberfrugterne befries for kerner og skæres i tynde strimler. Når suppen har simret en times tid kommes kartoflerne i og efter yderligere ½ times tid kommes gulerødder og peberfrugt i. Suppen er klar når kartoflerne er helt møre.

Spises rygende varm med et godt brød til.


Tips & Tricks
Suppen kan fryses uden grøntsagerne, når den har simret den første time. Her kan man med fordel lave en rigtig stor portion, og så gøre suppen færdig den dag, den skal spises.  Ofte spiser vi blot af den hen over ugen; et par gange til aftensmad og hvis der er noget tilbage, en portion til frokost også.