
Vietnamesisk suppe med and og ris
Så er der lidt mere fra De Varme Lande: Først en ret god vietnamesisk suppe med andebryst og ris – ikke inspireret af vores besøg på Lele – mere af bogen “Lele’s gadekøkken” som jeg fik bestilt hjem. Bogen har en opskrift på en andesuppe med ris, som jeg ikke har prøvet at lave – men jeg synes at det var en god ide, dét med and og ris i en krydret, aromatisk suppe. Jeg var åbenbart i mit es den dag, for 1. forsøg blev forrygende! Jeg måtte sidde og skrive opskriften ned, mens vi spiste for ikke at glemme hvad jeg havde gjort – havde jo ikke regnet med at den var der i 1. hug! And og ris bliver suppleret med ingefær, koriander, chili – og så lidt grønt. Namnam – den kommer med som en del af en asiatisk middag, næste gang vi skal have gæster.

Hurtig indisk kylling
Her er en anden De Varme Lande – ting, som jeg også er rigtig glad for: En hurtig indisk kylling, som blot skal serveres med ris eller brød. Og måske en klat indisk raita:

Raita med koriander og chili
En kold, krydret yoghurt creme med koriander og chili. Den smager dejligt – især til grillet kød, fx en langtidsstegt lammekølle der bliver vendt på grillen til sidst…
Der er ingen dessert idag – foråret er på vej, og løbeturene er lige om hjørnet. (Det betyder så ikke at der ikke er dessert på programmet før til november, altså!)
Mange madglade hilsner fra
Sisse